Velkommen til Isla Margarita

Denne hjemmeside er skabt for at informere om og skabe interesse for den skønne tropiske ferieø Isla Margarita. Vil du flygte fra den danske vinter, ja så finder du sommer her, hele året. Øen ligger i den tropiske passatvind, som sikrer et varmt, men luftigt og behageligt klima hele året.

Vi bor her selv hver vinter, og har gjort det siden 2004, så vi kender efterhånden en del til de lokale forhold.

Hvad enten du ønsker at leje en bolig for længere tid, eller en traditionel hotelferie, kan du finde nyttig information på denne side.

Isla Margarita hører til Venezuela, og uanset ferieformen, er det bedst at sætte sig lidt ind i de lokale forhold, for at få mest muligt ud af ferien.

På øen finder du dejlige badestrande, naturoplevelser, hyggelige landsbyer og en storby, som tilbyder alt inden for shopping, restauranter m.v.

Men hovedattraktionen er den afslappede livsstil og venlige mennesker, som ikke trænger sig på, sådan som man oplever det mange andre steder i verden.

Den afslappede stil gør sig også gældende i omgivelserne. Du skal ikke forvente perfektion eller rengøringsvanvid. Du må ikke blive forskrækket over et hul i vejen eller en knækket flise. Du befinder dig i en mellemting mellem Caribien og Sydamerika - og du er her for at tage det roligt :-)

Maden er frisk, enkel og billig. Øllerne er iskolde. Ananas, papaya og vandmeloner er modne og søde. Snup en stor friskpresset appelsinjuice på gaden til en 10'er - det er vitaminer direkte i blodbanen.

Islamargarita © 2011 • Privacy Policy • Terms of Use